Thomas Lillie har efterspurgt, om det var muligt at komme ud af det kommende kontraktår, og efter aftale ophæves kontrakten efter den netop overstået sæson.

- Vi er naturligvis kede af, at Thomas ikke ønsker at fortsætte i Aalborg Pirates, men vi ønsker ikke at stå i vejen for hans ønske. Vi vil gerne takke ham for hans professionelle indstilling både på og udenfor isen gennem hele sæsonen, udtaler sportschef Ronny Larsen.

Som erstatning for Thomas Lillie har vi hentet den tidligere U-landsholdsmålmand, Albert Adamsen, hjem fra Norge, hvor han har spillet for Manglerud i den bedste række. Manglerud blev nummer otte i grundspillet, men røg ud med 4-0 i kampe til Storhamar i kvartfinalen, der senere blev besejret i finalen af Stavanger.

Albert er et produkt af Rødovres hockeyskole, hvorefter at han har været omkring Schweiz, Østrig og Nordamerika, inden han vendte tilbage til Danmark i 2017/18 sæsonen, hvor han spillede for Herning Blue Fox. Der var han indtil 2021/22 sæsonen, hvor han var omkring Odense Bulldogs, inden sidste sæsons eventyr til Norge.

- I Albert får vi en sulten målmand hjem fra udlandet, der allerede har prøvet en masse i en ung ishockeykarriere og han kender ligaen efter flere sæsoner. Derudover kommer han til at blive en vigtig brik i en lang sæson, der også står på bl.a. Champions Hockey League, slutter sportschef Ronny Larsen.


FEJRING AF GULDET Aalborg Pirates er danske mestre for andet år i træk