Aalborg Pirates tabte første stik af kvartfinalen mod Rødovre Mighty Bulls efter en kamp, hvor de sidste marginaler manglede i de afgørende momenter. Især skarpheden var nordjydernes akilleshæl imod et energisk hold fra sjælland.

Aalborg Pirates – Modstander 3-4 (2-1, 1-2, 0-1)
Mål: 05:22 0-1 Alex Haunstoft (Gymer, Almquist) PP1, 06:38 1-1 Patrick Bjorkstrand (Knudsen), 09:19 2-1 Calder Brooks (Giroux, Spelling), 21:47 2-2 Mikkel Binou Jensen (Gymer, Bergholt) PP1, 27:07 3-2 Tobias Ladehoff (Dietz-Larsen), 35:51 3-3 Micky Bergmann (Binou Jensen), 56:05 3-4 Christoffer Rübenach (Gymer)

Udvisninger: Pirates 3x2 min., Mighty Bulls 3x2 min.
Tilskuere: 3578

Grundspilsvinderne og de forsvarende danske mestre fra Aalborg Pirates begyndte deres togt mod det tredje mesterskab i træk denne fredag i Sparekassen Danmark Isarena mod Rødovre Mighty Bulls.

Trods en fornuftig start med masser af fart var det gæsterne som i powerplay kom foran. Aalborg blev fanget i ubalance og det gav Frank Gymer muligheden for at sende en pasning over til Alex Haunstoft, der fik pucken i nettet.

Føringen varede dog ikke længe for gæsterne, da hjemmeholdet minuttet senere svarede igen. Efter et hårdt og intenst pres på Rødovres defensive, fik Lasse Bo Knudsen sendt en perfekt aflevering over til Patrick Bjorkstrand ved bagstolpen. Herfra skulle den rutinerede danske angriber bare sætte staven på pucken til en udligning.

Aalborg var i den grad vågnet op efter gæsternes føringsmål og den efterlyste fart, bevægelse og energi var der lige pludselig fra de forsvarende mestre. Derfor var det helt fortjent da Aalborg Pirates kom foran efter 10 minutter. Calder Brooks udviste en tålmodighed, som var en folkeskolelærer, da han modtog pucken og afventede både Rødovres forsvar og William Rørth i målet, inden han elegant lagde pucke ind i netmaskerne

Herfra sad hjemmeholdet på alt i de resterende ti minutter, hvor gæsterne var presset helt i bund. Nordjyderne sværmede omkring gæsterne, og kom med både fart og fysisk, hvilket kastede et hav af chancer af sig. Rødovre kæmpede dog heroisk, og imellem stængerne havde William Rørth flere store redninger, hvilket gjorde perioden kun sluttede 2-1 til nordjyderne.

Kostbare fejl

Anden periode blev mere tæt og mere fysisk baseret, hvor det desværre var gæsterne, som kom havde de afgørende marginaler. Det startede i tidligt, da Mikkel Jensen i et powerplay fik fat i sin egen retur, som han sendte i nettet til 2-2.

Jens Nielsen svarede dog igen fint igen, og skabte et par kæmpechancer. De afgørende centimeter foran Rørth manglede dog, og når de endelig var der, så agerede Rørth sprællemand i det sjællandske mål.

Forløsningen kom dog efter syv minutter, da Søren Dietz-Larsen drev pucken frem, men blev forstyrret i afslutning. Endelig havde hjemmeholdet marginalerne på deres side, da pucken endte lidt tilfældigt hos Tobias Ladehoff, som fik sendt pucken ind i et tomt mål.

Det lignede mere 4-2 end 3-3 som perioden skred frem, selvom gæsterne havde enkelte truende kontrastød, men med få minutter igen af perioden skete det som ikke måtte ske. En misforståelse mellem George Sørensen og Jimi Jalonen bag mål gav en pludselig scoring væk, hvor Micky Bergmann kunne score i et tomt mål til 3-3, hvilket også var resultatet efter 40 minutters hockey.

Drama til det sidste

Trejde periode blev højdramatisk, og mere taktisk i forhold til de første 40 minutter. Chancerne blev færre, og det første store moment i perioden kom da Sebastian Bergholt blev smidt ud for en tackling på Brayden Sherbinin. William Rørth spillede desværre for piraterne på et niveau, der sjældent er set i ligaen, og det var desværre det som endte med at være historien.

En anden del var den manglende effektivitet hos piraterne, som havde chancerne, men sendte alt for mange afslutninger forbi og over mål. Heriblandt en gigantisk chance fra Matt Salhany efter flere flotte kombinationer, som han på en eller anden måde sendte over mål.

Scoringerne udblev, og med fem minutter igen kom det afgørende moment i kampen. Aalborgs kaptajn, Julian Jakobsen fik en gigantisk chance, men nok engang var William Rørth på plads, og i det efterfølgende moment kørte Rødovre kontra. Frank Gymer fandt en helt fri Christoffer Rübenach foran mål, som med et smart trak fik udplacerede George Sørensen til 3-4.

Piraterne kæmpede til det sidste, og med under et minut igen fik hjemmeholdet pucken i nettet. Pucken blev sendt ind på mål, og inde foran stod både Kirill Kabanov og Jeppe Jul Korsgaard. William Rørth lavede redningen, men pucken hoppede op og ramte et eller andet på vejen, så den sprang ind i netmaskerne. Dommerne markerede promte for at den skulle ses igennem og efter lang tid vuderede de desværre, at scoringen var blevet slået ind i målet.

Lige ved og næsten, og med de sidste sekunder tilbage blev nederlaget cementerede, da Rødovre fik clearede pucken. En skidt start på serien, som forsætter i Rødovre på søndag, hvor piraterne skal revanchere nederlaget og udligne serien.


Piraterne udlignede serien med sikker sejr i Rødovre OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates